Den danske pavillon inviterer fotobogsforlaget Disko Bay med til Verdensudstillingen i Dubai

  Det er en stor ære at få lov til at repræsentere dansk fotografi og fotobøger på den største internationale scene. Vi er meget stolte over at blive inviteret til at deltage på Verdensudstillingen i Dubai, og vi glæder os til at få lov til at vise, hvad dansk fotografi i bogform kan lige nu.”

Stinus Duch, Disko Bay

2. oktober 2020.

Fotografiet taler et universelt sprog. Disko Bay producerer og leverer danske fotokunstbøger til hele verden.

Fotobogen oplever lige nu stor interesse og nysgerrighed fra mange sider og kan siges at være inde i en guldalder. Det danske fotobogsforlag Disko Bay er inviteret med på Den Danske Pavillon i Dubai for at imødekomme denne nysgerrighed og præsentere dansk kunstfotografi for et globalt publikum.

Disko Bay har siden sin etablering i 2018 primært bevæget sig i kunstverdenen, hvor forlaget har spillet en rolle i fotobogens voksende stemme i samtidskunsten. Derudover har målet også været at brede kendskabet til fotobogen ud til en større målgruppe især med det internationale marked for øje. I den forbindelse deltager forlaget årligt på en række europæiske fotofestivaler, hvor nye udgivelser markedsføres og promoveres. Disko Bays udgivelser har fået stor anerkendelse og anmeldes og omtales løbende i landsdækkende aviser og internationale magasiner. Forlaget har siden etableringen fokuseret på online-salg via egen webshop med forsendelse til hele verden samt international distribution, hvor der i samarbejde med distributører er opnået aftaler med museer, boghandlere og private samlinger i mere end 25 lande. Nu er målet sat på resten af verden.