Udsættelse af verdensudstillingen Expo 2020 Dubai

Verdensudstillingen EXPO 2020 i Dubai udsættes til 2021. Det er netop meldt ud fra EXPO 2020’s styringskomite og Bureau International des Expositions (BIE), at Verdensudstillingen i Dubai, som var planlagt til at åbne i oktober 2020, udsættes til den 1. oktober 2021.

OFFICIEL UDSÆTTELSE AF VERDENSUDSTILLINGEN
Som følge af Covid-19 pandemien, er den kommende verdensudstilling EXPO 2020 Dubai, naturligvis også berørt. Eksakt på samme måde som pandemien har påvirket OL, EM og andre globale begivenheder, udsættes udstillingen i et år.

Ny åbningsdato for verdensudstillingen er den 1. oktober 2021
Danmark er repræsenteret med en pavillon, der skal fremme dansk eksport og vise de bedste løsninger fra dansk erhvervsliv, kultur og turisme til resten af verden.

“Vi tager imod beslutningen om udsættelsen med begejstring. Vi vil bruge den ekstra tid på at udvikle og optimere Danmarks deltagelse ved Verdensudstillingen. Selvfølgelig er det altid ærgerligt, når planer må ændres, men i dette tilfælde har vi haft lidt tid til at forberede os på udsættelsen og vælger at se det som positivt. Vi får mulighed for, at forbedre vores eksisterende koncepter, så vi er klar til at booste dansk eksport når verden igen åbner”, siger Jens Lund, Pavilion Director.

Opførelsen af den danske pavillon fortsætter helt efter planen. Det kan du se mere om i videoen om den danske pavillon og vejen hertil,  her.

SUCCES MED EKSPORTKONCEPT FOR SMV’ER & START-UP’S

Den danske pavillon har allerede skabt succes med internationaliseringskonceptet, “Start-Up”, til danske SMV’er. Set i lyset af Corona-effekten tror vi på, at vi får endnu mere brug for at række ud til verden, når verden igen er normaliseret og eksporten skal kick-startes. EXPO 2020 har formatet til at kunne løfte og udvikle dansk eksport.